Den Glemte Epidemi

Først fortællingen om en vaks lægestuderende og en fattig landarbejder.

Nu gjaldt det. Nu var timen kommet, hvor Magnus skulle vise, hvad han duede til. Alle 20 studenter på lægestudiet var nu sendt ud på landet på Sjælland, Falster og Lolland for at dæmme op for koleraen, som var lige på trapperne. De skulle hjælpe de lokale læger, skønt de ikke var færdiguddannede. Magnus skulle til Borup-Kimmerslev sogn, og han skulle betjene alle nabosognene med det, han formåede.

Hans rejsetaske var fyldt med, hvad der var brug for: En skalpel til åreladning, kviksølv som brækmiddel, opium som beroligende og kinabark som feberdæmpende.

Der herskede en panisk stemning i hovedstaden. Rygter om koleraens vej over de russiske stepper gjorde, at folk isolerede sig, og ingen tog kontakt med fremmede – slet ikke med søfolk, som kunne have været i kontakt med den smitsomme kolera.

Kongen og rigsrådet havde bestemt, at der måtte drastiske midler i brug. En forordning gjorde, at lægehjælp nu var gratis. Samtidig gik der forlydende om, at folk på landet også blev angrebet af sygdom. Det så virkelig ud til, at Danmark i 1831 blev udsat for slemme ting.

I Vigersted gik Hans ude på marken, hvor han var i gang med høslætten. Leen skar høet i lange ligedannede baner. Vejret var ikke det bedste, men høet skulle høstes. Hvis der bare ikke var så mange myg, var det ikke det værste, man kunne foretage sig, men det var som om myggetallet var større i år.

Hans fik pludselig kuldegysninger. Sveden sprang frem på panden, kvalmen overvældede ham, og han måtte knælende ofre sit maveindhold. Begge veje.

Han kom vaklende på benene og forsøgte at gå hjemad. Smerterne i alle led var uudholdelige.

Hans mor kom ham i møde. Hun var enke på 6. år, og hun blev bleg, da hun opdagede sønnens tilstand. Hun fik ham ind i sengen og gik hændervridende rundt om huset i håbet om, at noget skulle vise sig.

Magnus var efter et par dage i Kimmerslev på vej mod landsbyen Vigersted. Han havde haft heldet med sig i et par tilfælde. En yngre mand og en ung pige var kommet sig oven på nogle fæle dage. Men mange var også døde. Præsten havde fortalt, at der var begravelser op til 4 gange om dagen.

Nu mødte han enken med den syge søn. Hun fortalte om symptomerne. Magnus gik ind til den unge mand. Der var ikke tvivl om, at Hans forsøgte at skille sig af med overskydende kropsvæsker.

Magnus besluttede sig for at hjælpe ham med det. En åreladning blev sat i gang og en ordentlig sjat blod skulle lette symptomerne. Brækmidlet tømte det sidste ud af Hans.

Magnus blandede to miksturer. En med opium og en med kinabark.. Han belærte enken om, hvornår det skulle gives den syge. På spørgsmålet om han ville kunne blive rask, måtte han trække beklagende på skulderen og sige, at det vidste kun Gud. Han lovede at komme forbi om et par dage.

Et fantastisk syn mødte ham de to dage efter. Da han nærmede sig huset, så han den unge Hans komme ned fra kornloftet med en sæk korn på nakken. Han var i fuldt vigør og havde ingen symptomer. Kuren havde virket. Feberen og sygdommen havde forladt ham lige så hurtigt som den var kommet.

Enkens taknemmelighed kendte ingen grænser. Da hun tilbød Magnus betaling af sine få midler, kunne han fortælle, at behandlingen var gratis. Den blev betalt af kongen.

Drengen og myggen. Oluf Olesen Bagge omkring 1831.

Og så en række facts baseret på bogen Den Fjerde Rytter af Jeanette Varberg og Poul Duedahl

Således endte historien om Hans godt. Senere tider fortæller os så, at det slet ikke var en koleraepidemi, der huserede på landet. Det var derimod koldfeber – også kendt under navnet malaria.

Årene før og efter 1831 var blandt de vådeste og fugtigste overhovedet. Det gav ideelle forhold for myg. Og netop i malariamyggen trives den lille snylter plasmodium, som overføres til mennesker via myggestik. I mennesket hæfter den sig på de røde blodlegemer, og så rammer symptomerne, som for mange ældre mennesker er dødelige.

Malariaen kom oprindelig fra Afrika i 1700-tallet hvorfra den tog turen over Atlanten til Amerika, og derfra tilbage igen til Europa, hvor der bare skulle lavvandede områder og fugt til. Det var der masser af bl.a. på Midtsjælland.

Det var ikke noget nyt fænomen. Alle mennesker på landet blev på et tidspunkt ramt af koldfeber – nogle flere gange.1831 er et af de få år, hvor der i Danmark døde flere mennesker end der blev født. Dette skyldtes formentlig at kinabark - ud over at helbrede malaria - også kunne fremprovokere aborter. Parasittens effekt på moderkagen er også nævnt, og så var dødstallet enormt.

I Vollerslev sogn berettes om at 500 ud af 800 blev ramt. 50 døde. I Maribo Amt blev knap 30.000 ramt ud af 55.000. Omkring 6.000 døde.

Myg med Plasmodium.

Nu skulle man så tro at, der blev sat ind mod koldfeberen?

Men nej. I byernes aviser blev epidemien glemt. Og nogen typisk epidemi var det heller ikke. Den smittede ikke mellem mennesker, og den ramte kun den fattige landbefolkning. De skulle jo ud at arbejde langs med myggenes arnesteder. Ja, ja. Københavneriet havde endnu bedre betingelser dengang.

Da truslen om kolera forsvandt, stoppede den gratis lægehjælp. Det fik landbefolkningen til at opsøge de kloge mænd og koner, som især om efteråret havde stor succes med deres kure. Det var der, myggene forsvandt for vinteren.

Med tiden udviklede man nye dyrkningsformer. Dræn var en af dem, og det fjernede myggens levesteder. Med tiden faldt antallet af malariaramte. 40.000 blev ramt af koldfeber i 1862. 6000 i 1874 og 33 i 1910.

Herefter blev det en eksotisk sygdom, som man pådrog sig i troperne. Sygdommen hærger stadig i der. På et tidspunkt i 1950erne massesprøjtede man med DDT, som blev hældt ud over store landområder.

Der er udviklet malariamedicin, og efter Covid 19 pandemien er der kommet gang i forskningen omkring en vaccine – efter at vi i den vestlige verden har kendt til sygdommen i over 250 år.

Det bliver spændende at se, om de mange naturgenoprettelser med flere vådområder giver grobund for sygdommen malaria - Den Glemte Epidemi.