Juleforberedelser.

Asta på 9 og hendes nykomfirmerede bror Andreas på 13 boede på en gård lidt uden for Vigersted sammen med deres forældre. I denne tid glædede de sig. Julen nærmede sig – et af højdepunkterne på året.

Men først var der en masse pligter, der skulle klares. De skulle være med til at rense og børste kakkelovne og komfur. Gulve skulle skrubbes og ferniseres. Officielt fordi der skulle være pænt til jul – uofficielt fordi det var nu, de havde tid til det. Og så skulle der bages kassevis af småkager.

Midt i december stod det store slag: Julegrisen skulle slagtes. Julegrisen var den gris, der fik lov at vokse sig lidt større end de andre.

Peter Vært fra forsamlingshuset stod for slagtningen. Han var bomstærk, og det var ham, som hentede grisen ud af grisestien. Under hyl og skrål og med en snor om trynen blev den bragt ud på gårdspladsen til det omvendte sulekar. Ved hjælp af en mand eller to mere kom grisen op at stå på karret.

Forinden havde Peter Vært forsigtigt pakket en særlig brødkniv med tilhørende strygestål ud af et gammelt håndklæde. Med synlig ærbødighed havde han gjort kniven skarp. Grisen hylede i vilden sky. Det berørte ofte børnene en del, men ikke Peter Vært.

Han skrabede forsigtigt børsterne af struben på grisen. Så skar han en flænge og endelig stak han kniven i grisens hals. Blodet flød i stride strømme, grisens skrig blev svagere og svagere og døde til sidst helt bort. Moderen samlede blodet i en spand under konstant omrøring. Det måtte endelig ikke stivne i klumper. Det skulle bruges til blodpølse.

Grisen var endnu varm og meget slasket. Men den skulle blive endnu varmere. Sulekarret blev vendt, og nu kom man løbende med den ene spand kogende vand fra gruekedlen efter den anden. Det blev hældt i sulekarret, og Peter Vært vendte og drejede grisen i det kogende vand for at blødgøre de stive børster. Så gik han i gang med at skrabe børsterne af grisen med et kræmmerhusformet skrabehorn.

Grisen blev hængt op på et stativ. Den blev sprættet op og alle indvoldene taget ud. Hjerte, lunger, nyrer og lever blev forsigtigt bragt ind i køkkenet. Indmaden blev til en velduftende kæmpepande finker med æbler og krydderier.

Tarme og mavesæk kom ind i bryggerset, hvor der næsten ikke var til at se en hånd for sig på grund af damp fra det kogende vand i gruekedlen. Her blev tarme og mavesæk tømt og renset, så de kunne bruges til blodpølse og medisterpølse. Der blev også syet rullepølse, lavet spegepølse, noget af leveren endte som leverpostej. Flommen blev skåret af og sendt i køkkenet, hvor den blev skåret i strimler og puttet i en gryde til afsmeltning. Det blev der noget pragtfuldt fedt ud af. De gyldne stumper, der blev tilbage, blev spist som fedtegrever.

Udenfor havde Peter Vært med opsmøgede ærmer flækket grisen ned langs rygraden. Så kunne den hænge hele dagen og blive afkølet. Hen under aften blev den bragt ind i køkkenet, hvor den blev parteret og puttet i sulekarret efter alle kunstens regler. Først og fremmest med en masse salt. Hovedet blev brugt til sylte, grisetæerne syltet eller kogt. Dybfryserens tid var endnu ikke oprundet.

Efter det hele var overstået, blev børnene sendt til Vigersted med en kurv slagtevarer til de to gange Marie i Tørvehuset. De fik altid en kurv op mod jul. Nu manglede man bare at købe julegaver og at skrive julekort, men det blev også klaret. Dagen før juleaften var far i skoven for at hente et juletræ hos skovfoged Jensen.

Juleaften.

Juleaftens dag skulle far til Borup for at købe det sidste. Hesten blev spændt for, og så kørte han. Når han kom hjem skulle træet pyntes. Det var han altid med til. De to store børn og de to små ventede på, at han skulle komme hjem. Der gik lang tid.

Da det blev mørkt, måtte mor i stalden og sørge for dyrene og malkningen, samtidig med at julemaden skulle klares. Klokken 6 var han endnu ikke dukket op, men endelig kunne man høre vognen rulle ind på gårdpladsen.

Hvad der var sket? Jo, hesten var faldet og den ene stang var knækket. Han måtte ind et sted på vejen for at låne en anden stang, og det havde taget sin tid. Telefon havde de ikke der, så han kunne ikke ringe. Men nu var han tilbage.

Det kan nok være, der kom fart på. Juletræet blev ved fælles hjælp pyntet og risengrøden kom frem fra høkassen. I dagens anledning var der mandler i. Så kom flæskestegen på bordet. Mens der blev vasket op, læste far en historie for de små. Lysene blev tændt og så var det tid til juletræ. I familien sang man altid fire salmer inden gaverne blev delt ud. En til hvert af børnene. Pakket ind i gråt papir.

Senere på aftenen fik børnene en tallerken med mange pebernødder og lidt godter, samt en appelsin. Sidst på aftenen kom der kaffe og æbleskiver, hvorefter der blev ryddet op, så der var pænt til dagen efter.

Juledag stod alle tidligt op. Der skulle malkes, og mælkemanden kom meget tidligt. Desuden skulle de være færdige, så de kunne komme i kirke.

Anden juledag var der gæstebud.

Skolens Juletræsfest 3. juledag.

Tredje juledag kom det andet store højdepunkt: Skolens juletræsfest. Skolebørnene gik rundt i sognet nogle dage før jul for at forespørge, om forældre og andre ville give et pengebeløb til festen. Man skrev så et beløb på en liste, tilbød at komme med en kage eller tilbød at hjælpe med det praktiske. Børnene skulle forud have meldt sig til festen. De, der ikke kom, fik deres godtepose efter juleferien.

Nogle dage før jul havde førstelærer Simonsen været oppe hos materialist Petersen. Her blev der handlet appelsiner, marcipansnitter og andet julegodt. På selve dagen kom materialisten ud med sagerne og en masse tomme poser med fine julemotiver på.

Nogle mødre hjalp førstelæreren med at fordele godterne i tilstrækkelig mange poser, så hvert barn kunne få hver en godtepose. Imens havde nogle fædre fået rejst det store juletræ, som hvert år blev skænket af skovfoged Jensen i Humleoreskoven. Det stod på et vognhjul, og somme tider var det lidt skævt. Så klippede man et par grene af der, hvor der var for mange, borede nogle huller, hvor der manglede og satte nogle grene ind der.

Om aftenen samledes folk i skænkestuen og om nødvendigt i Helga og Peder Værts private lejlighed, og børnene ventede med spænding på, at døren til den store sal skulle blive lukket op. Indtil da skiftedes de - mere eller mindre venskabeligt – til at komme til at kigge ind af nøglehullet.

Når det så endelig skete, at døren gik op, så gjaldt det om at komme til at gå i den inderste kreds, nærmest juletræet, mens man sang: ”Her kommer Jesus dine små” og et par julesalmer mere. Præsten talte for børnene efter julesalmerne. Der blev også læst et par fortællinger for dem. Børnene var iklædt deres fineste tøj, pigerne havde sløjfer i håret, drengene brillantine.

Så blev der delt godteposer ud, mens lysene brændte helt ned. De sidste blev slukket med en våd klud på en lang stang. Nu var så juletræet ikke længere det store samlingspunkt. Det blev skubbet og trukket hen i en krog, og så var det tid at komme til at lege. Børnene legede – ledet af lærerne ”Tyv ja tyv, det skal du være” – ”Så går vi rundt om en enebærbusk”- ”Der kom en mand fra det røde hav.” Legen var for de små.

Andreas og de andre nykonfirmerede sneg sig ud for at få ild i munden.

Varmen kunne godt være trykkende i den store sal, som snart svedte ned langs alle vægge. Salen blev jo ikke varmet op hver dag, så kakkelovnen var på overarbejde.

Juletræets pynt blev samlet, så en del kunne genbruges næste år. Derefter blev træet væltet og så begyndte en årlig tilbagevendende dyst mellem de voksne og børnene. De voksne trak hen imod udgangsdøren for at få træet ud, mens børnene trak i den anden retning for at beholde det. Det endte altid med at komme ud. Det skulle genbruges nogle dage senere, når socialdemokraterne holdt deres juletræsfest, så sparedes de for at hente et andet træ.

Hellig Tre Kongers aften var julen slut. Hjemme på gården blev pynten pillet af og træet bragt ud af stuen.

Nu ventede man på forårets komme og alle de praktiske gøremål i den forbindelse.

Kilder: Erna Nielsen Bjergvængegården.

Bjarne Bruun Simonsen

Gunnar Bruun Simonsen