Overdrevskro 104 år efter vores begivenheder.

Verdenspolitik på kroen.

Fakta:

Under Englandskrigene 1801-1814, nærmere bestemt den 12. august 1808, fandt en voldelig episode sted på Overdrevskroen. Napoleon havde sendt spanske hjælpetropper til Danmark for at hjælpe i kampene mod englænderne. Frederik VI havde nemlig bestemt sig for at satse på Napoleon. Dertil kom, at den engelske flåde havde stjålet den danske ditto, samt bombarderet København. Planen var desuden, at der skulle udføres et fransk-dansk angreb på Sverige. Drømmen om Kalmarunionen levede stadig stærkt i den royale familie.

 

De var bl.a. årsag til Christian VII´s død. Han døde af skræk, da han så de fremmedartede uniformer og soldater.

 

Nogle af disse hjælpetropper boede på Overdrevskroen. De var i øvrigt grunden til at man i Vigersted lavede et sikkert opbevaringssted til værdisager. Et træbeklædt hul i jorden, godt skjult for nysgerrige øjne. Dette hul fandt man da fundamentet til forsamlingshuset skulle laves i 1903. Der var dog ingen værdisager i det mere. En ældre beboer i byen kunne berette at hans bedsteforældre kunne huske, at hullet blev gravet i 1807.

 

Lokalbefolkningen bed mærke i at alle spaniolerne stort set hele tiden røg på tynde, hvide papirscigarer – cigaretter.

 

Hjemme i Spanien udbrød der oprør mod Napoleon, fordi han indsatte sin bror Josef som konge af Spanien i stedet for den sidddende Carlos den 4.. Det førte til mytteri blandt soldaterne i Danmark. Franskmændene ville nu have, at alle spanske soldater skulle tages til fange, for at de ikke skulle slutte sig til oprøret i Spanien. Krigen mod englænderne var ikke særlig populær dernede, og der er langt fra Danmark til Spanien. Danske soldater prøvede derfor at arrestere spanierne på Overdrevskroen. De tilhørte bataljon Asturien, der havde hovedsæde i Roskilde. Det var spaniolerne selvsagt ikke interesseret i. De danske dragoner blev i første omgang jaget på flugt. Lignende episoder – blot i langt større målestok – fandt sted i Roskilde, hvor det kom til ildkampe. Flere franske officerer blev dræbt i Roskilde. I løbet af et par dage blev de spanske soldater overmandet og afvæbnet og anbragt i fangenskab på Gammelholm i København. Senere overførtes de som krigsfanger til Frankrig. I Ringsted lykkedes det et par soldater at gemme sig. Med hjælp fra lokalbefolkningen holdt de sig skjult. Begge blev senere gift med danske piger og slog sig ned med familien i Ringsted.

 

Adskillige familier på Midtsjælland prøver at forklare deres brune øjne med, at de er efterkommere af disse spanske soldater. De har i så tilfælde været særdeles ynglekraftige.

 

Napoleon på sin kejsertrone.

De øjne, de øjne....

 Følgende kunne have udspillet sig på kroen:

Hun havde aldrig set noget lignende. Den spanske soldat gik og røg på en lille cigar. Helt hvid. Den blå røg bølgede om ham, mens han stod vagt uden for kroens hoveddør. Han var egentlig ganske pæn. Ikke så stor. Fine træk i ansigtet. Spinkel, men muskuløs. På en sart måde. Ikke som de store klodsede bønderkarle hun var vant til at se. Og så de øjne. Brune. Blide. Et suk slap hendes læber ved billedet. Pedro, hed han. Uha, hun blev helt blød i knæene.

 

Annemarie slap tanken. Hun skulle ordne brygkarret. Der skulle også koges grød. Søren vært ville blive frygtelig vred, hvis hun endnu engang ikke blev færdig . Spaniolerne ville have mad til tiden. Klokken 9 om aftenen.

 

Hun tænkte på sin far og mor, som havde gemt alt, hvad de ejede af værdier i hullet. Det hul de havde lavet, da de hørte, at spaniolerne skulle komme. Mærkeligt nok havde de ikke gjort det, da englænderne havde belejret København. De var ellers rå nok. Lise, den anden køkkenpige, havde fortalt om dengang, de havde 8 englændere indkvarteret. Nogle af dem var meget overlegne og brutale.

 

Sådan var Pedro slet ikke. Han havde hjulpet hende med at hente vand ved brønden. Han havde oven i købet båret det ind i bryggerset for hende. Der skulle mange spande til ølbrygningen. Pedro havde smilet og sagde ”no, senorita” hver gang hun prøvede at hente en spand. Til sidst havde Søren sagt, at der ikke skulle bruges mere, og at hun ikke skulle bryde sig om at tage Pedro med ind i køkkenet.

 

Det var det værste. At hun ikke kunne forstå hvad han sagde. Men hun var ikke i tvivl om, at det var noget sødt. Stemmen var som musik. Blød og syngende. Det lød helt anderledes end den midtsjællandske dialekt, som hun var vant til.

 

Flotte var de spanske soldater.

 

Nu kunne hun høre flere heste. Så skulle der nok være flere soldater på kroen. Stemmerne lød ophidsede. Lise og Søren holdt også inde med deres gøremål og tog opstilling ved vinduet. På gårdspladsen stod alle soldaterne -  også Pedro - -rundt om fem ryttere, der sad på svedige heste. Der blev gestikuleret og råbt højt.

 

Nu skilte en af officererne sig ud fra flokken og bevægede sig mod krostuen. Søren tørrede fingrene og gik ud i krostuen for at møde ham. Imens fortsatte råberiet: Viva Asturia. Søren kom ind i køkkenet igen. Han havde ikke forstået så meget. Kun at soldaterne var meget vrede på Napoleon, som de jo ellers skulle hjælpe.

 

Nu kom der danske dragoner fra Ringstedsiden. En deling på 35 ryttere kom ind på gårdspladsen. Premiereløjtnanten råbte noget til spaniolerne. Det fik dem til løbe over til laden, hvor de var indkvarteret. Sekunder efter lød et skud, og en dragon faldt af hesten, ramt i armen. Foran laden kunne man nu se spaniolerne knæle ned. De havde hentet deres skydevåben og havde tilsyneladende til sinds at give ild.

 

Annemarie blev hvid i hovedet. Hvad nu med Pedro? Skulle de til at skyde på hinanden? Hun kunne skimte Pedro i andet geled.

 

De danske dragoner sad af og tog også opstilling med skydeklare våben. Luften var dampende af den spændte stemning. Truslen om død hang tordentungt over kroen. Eller også var det den varme augustaften, der gjorde det. Et tordenbrag udløstes med et over Roskildevej. Det gibbede i samtlige involverede. Himlens sluser åbnede sig, og det var, som om det slog koldt vand i blodet hos krigerne.

 

Premiereløjtnanten glammede en ordre til sin deling. Dragonerne steg til hest og satte kursen mod Ringsted. Kun en enkelt hest blev stående. Dens rytter sad blødende på jorden ved siden af. Tilsyneladende glemt af sine kammerater og officerer.

 

Pedro og en anden nærmede sig tøvende og rakte hænderne frem for at hjælpe ham op. Tøvende lod danskeren de to hjælpe sig på benene. Spaniolerne hjalp ham hen mod krostuen. Søren og pigerne forlod deres plads ved vinduet og gik ind i krostuen. Her tog Lise over. Hun havde sidste år set sin bror komme hjem med et vådeskud i benet. Det stammede fra en klapjagt på Svenstrup, hvor en af gæsterne var blevet så beskænket ved frokosten, at han ikke kunne kende forskel på en klapper og et dådyr.

 

Lise fik renset såret. Kuglen var heldigvis gået lige igennem uden at forvolde skade på knoglen. Forbindingen blev lagt, og dragonen var næsten så god som ny. Nu kunne de høre nyt og få en forklaring på de mystiske hændelser. Napoleon havde indsat sin bror Josef som konge af Spanien. Derfor havde spaniolerne i Danmark gjort oprør. I Roskilde havde der været ildkampe og adskillige franske officerer skulle være blevet dræbt.

 

Søren vendte sig mod pigerne oven på disse nyheder. ”i må hellere gå hjem, piger. Der bliver ikke sjovt at være her i morgen, når franskmændene hører om, hvad der er sket i dag.” Pigerne gik over Snekkerup til Vigersted, hvor de fortalte deres familier om de spændende begivenheder.

 

Næste morgen vendte de danske dragoner tilbage til Overdrevskroen. Her havde spaniolerne sovet deres vrede ud, eller også havde de indset, at der var meget langt til Spanien, når man først skulle gennem Frankrig. I hvert fald overgav de sig uden at løsne flere skud. Ingen tænkte på at tælle de spanske.

 

Senere på dagen kom pigerne på arbejde igen. Der skulle sættes maltbyg over. Annemarie skulle hente byggen i laden. Bunken med byg lå på ladegulvet. Halmen lå på loftet. Da hun stod og fyldte spanden, hørte hun en lyd. Et halvkvalt nys. Hun kiggede forskræmt op. Det, der mødte hendes blik, skulle for evigt prente sig. Hun så ind i de brune øjne, som kom til at præge hendes familie i mange generationer frem. Pedro Garcia Lopez og hans danske kone Annemarie fik mange efterkommere.

 

Sådan kunne Annemarie have set ud.