Nu kommer posten ikke mere.
Den 1. januar 2026 endte en epoke. Da blev det slut med, at et statsligt ejet firma kunne bringe breve ud. Nu skal man benytte private firmaer.
Det er langt fra første gang, det er sket. I 1624 udnævnte Christian den 4. en overpostmester i København. Det var også her postbudene kom til. Det var dog mest i København i starten. De kommende 75 år skiftede ejerskabet mellem private og royale hænder. Først i 1711. blev postvæsenet et statsligt anliggende.
Gåben, heste, diligencer, cykler, tog, knallerter, fly og biler er blevet benyttet til transport af pakker og breve. I 1859 blev der indført husnumre i København. Det bredte sig til de større byer, og det gjorde det betydeligt nemmere at finde adressaten. Efterhånden fik alle huse numre. Det var især på landet vanskeligt, at få folk til at hænge dem op. Alle kendte alle. Senere blev det lovpligtigt. I 1967 indførtes postnumre. Mængden af post var enorm. Efter fremkomsten af e-mail er det gået ned ad bakke. I 2025 konstaterede man at mængden kun var 10 % af mængden i 2010.
På landet havde man fra 1860 sognebude. Oftest ældre fattighuslemmer, som gik ærinder for bønder og husmænd. Disse havde adresser hos købmanden, som så modtog breve og pakker, og sognebuddet afhentede posten og afleverede den på rette sted. Ofte var sognebuddet en kvinde.
Fra starten af 1900 tallet blev landposten ansat. Det var som regel mænd, idet man regnede med at arbejdet var for hårdt for kvinder. I starten foregik transporten på gåben. Det gav ofte en arbejdsdag på 10-12 timer. Vellønnet var arbejdet ikke. Ca. 600 kr. om året. Derfor var der brug for ekstrajob. Det gav ikke mange timer til at tjene ekstra.
Da postbudene fik lov at benytte cykel, kunne omdelingen klares meget hurtigere, og det gav tid til ekstrajobs. Senere kom knallerten til og i 1964 begyndte postvæsenet at indkøbe Renault 4 som postbiler. En stor lettelse. Det tog dog sin tid inden alle postdistrikter havde sin egen bil. Og paradoksalt nok fik flere postbude rygproblemer, idet man hele tiden skulle ud og ind af bilen.
Postbudene havde en stor og vigtig funktion. De var bindeleddet mellem husene i distriktet. For afsidesliggende gårde og huse var de nogle gange eneste kontakt til omverdenen. De modtog giroindbetalinger og fragtede rundt på mange penge. På fandens fødselsdag den 11. juni og den 11. december skulle renter og afdrag betales. Før kildeskatten blev indført, skulle man betale et samlet beløb i skat året efter, at pengene var indtjent. Det gav nogle digre pengepunge. Der findes da også kriminalsager, hvor landposten er blevet dræbt for pengenes skyld. Af og til blev de også overfaldet og røvet. Det var sjældent, at det skete. Landposten var som regel et meget respekteret menneske.
De afleverede såvel breve som åbne postkort.
Når landposten blev tjenestemand, underskrev de et såkaldt kaldsbrev, hvori de erkendte tavshedspligt, at de skulle være omhyggelige med pengesager, at de skulle have en værdig og anstændig omgang med alle folk, samt at de ikke måtte strejke. Endvidere kunne postvæsenet flytte dem fra det ene distrikt til det andet.
Alle postdistrikter havde ansat en reservepost, i tilfælde af at landposten blev forhindret. Det var typisk en købmand, som så overlod pasningen af forretningen til en lærling eller til konen.
Buddene passede betroede funktioner, og de var samtaleterapeuter. Absolut ingen i vore dage kommer i nærheden af en så vigtig funktion med menneskeligt ansigt. Denne epoke er så endegyldigt slut nu.
Nedenstående fortælling bygger på fakta, men handlingen er fiktiv. Det kunne være sådan, at dagen gik for landposten. Historien gør ikke krav på at være videnskabelig korrekt.
En dag i landpost Ejner Nielsens liv.
Tirsdag den 14. maj, 1963.
Ejner Nielsen vågnede som sædvanlig kl. 6 i sit hjem i brevsamlingsstedet ved Roskildevej i Ortved til solsortefløjt. Han strakte sin krop og gabede højlydt. Han lyttede til fuglens melodiøse sang og smilede. Om ganske kort tid ville det blive til en kakofoni af mange fuglestemmer.
Han kunne dufte den nylavede kaffe. Else havde som sædvanlig gjort klar til morgenmad. Han iførte sig skjorte, strømper og sorte uniformsbukser inden han trissede ud i køkkenet.
Her spiste de morgenmad sammen. Børnene var rejst hjemmefra. De skulle ud at tjene. Mens de spiste sorterede Ejner de breve, han havde fået ind i går i brevsamlingsstedet, som dannede rammen om hans og Elses liv. Else vidste, at nu kom hans mantra. ”Det er vigtigt at sortere brevene ordentligt. Det bliver kaos og mange, mange kilometer ekstra, hvis de ikke ligger i den rigtige rækkefølge”. Der gik stadig blandt postbudene ry om dengang, man var gående postbud, selvom det var mange år siden, at postcyklerne blev indkøbt og gjort obligatoriske for landposten.
”Hvornår får du din knallert?” spurgte Else.
”Til juni, og jeg glæder mig. Så slipper jeg for at trampe op af Rusgårds Bakke, ”svarede Ejner.
Else gjorde sig klar til at fodre hønsene og at få sået det sidste i urtehaven. De var stort set selvforsynende i grøntsager. Det var også hende, der stod for at passe julegrisen. Hun passede brevsamlingsstedet om dagen og kunne modtage indbetalinger.
Ejner iførte sig sin sorte uniformsjakke og uniformskasket. Lige som han ville ud på ruten bankede rutebilschaufføren på døren og afleverede en postsæk med både pakker og breve.
Der måtte sorteres igen.
Else spurgte, om han ville have en kop kaffe mere. Han takkede nej. Han vidste, at han ville få så rigeligt med kaffe på ruten. For mange af de afsides liggende adressater var posten en kærkommen afveksling, som man kunne betro mange ting. De vidste, at postbuddet havde tavshedspligt.
Ejner havde underskrevet en erklæring om tavshedspligt, ordentlig optræden, loyalitet overfor etaten og afgive strejkeretten, da han blev ansat som tjenestemand.
Sorteringsarbejdet blev overstået, og han kunne omsider begive sig ud på turen. Ejner startede med at køre mod Egemosevej, venstre side af Roskildevej. Der var enkelte skytårne, der tegnede sig kridhvide mod den lyseblå forårshimmel. Det tegnede til at blive en god forårsdag. Han lyttede til lærkernes sang. Man kunne tydeligt høre, at de var glade for at være ude i luften. Og det smittede.
Ejner afleverede breve til mange glade modtagere. Dog var der enkelte rudekuverter imellem, som ikke just bragte smilet frem på ansigterne. Der var adskillige girokort, der skulle betales. Det var heller ikke altid lige vellidt, hvis kårene var små.
Ejners pung var stor med plads til både mønter og sedler. Der var enkelte postanvisninger, hvor han skulle aflevere penge til adressaten. Slagteriet sendte penge ud til bønderne på den måde. Det kunne være store summer på flere hundrede kroner. Der var også de mindre beløb, røg i pungen. Det kostede 35 øre at sende et brev, og Ejner havde selvfølgelig frimærker med. Jo, det var et betroet job landposten havde. Det var bare ærgerligt, at det ikke var bedre betalt. Men som så mange andre steder i landet, betalte elværket landposten for at aflæse elmåleren en gang om året. Det gav en ekstra indtægt. Ejner vidste, hvor folk boede, og han kom der jo hver dag alligevel. Det skete, at han fik tjansen med at passe en besætning på en gård eller et husmandssted, hvis ejerne skulle på familiebesøg. Det kastede lidt af sig.
Ved krydset Egemosevej/Borupvej ventede Marius, som var postbud fra Borup. De plejede at mødes der og udveksle historier. De var venner og grinede smørret af deres egne historier. Nogle af dem var måske lidt langt fra virkeligheden, men det gjorde dem ikke ringere. Da begge var tjenestemænd, kom historierne heller ikke videre.
Senere på dagen skulle de mødes igen i udkanten af Vigersted på Ågerupvej. Under helt andre og knap så hyggelige omstændigheder, men det vidste de ikke endnu.
Inden de skiltes så de på himlen silhuetten af en stor fugl. Det var tydeligvis en rovfugl. En musvåge.
”Jeg troede ikke, der var flere tilbage her omkring”, sagde Marius.
Ejner gav udtryk for, at han syntes, det var en statelig fugl, som ikke bare burde bortskydes.
Landmændene i området var meget opsatte på at få udryddet hønsetyvene.
Ejner kunne godt aflevere en høne til ædelfuglen.
Lige i dette spørgsmål var de to postbude ikke enige.
Ejner kørte nu på den anden side af Roskildevej mod og gennem Ortved. Undervejs vidste han, at der vankede kaffe og ostemad hos Olga og Ove, der ejede en mindre parcellistejendom.
Et par statelige fiskehejrer krydsede landevejen.
Han stod af cyklen, der var med fortaske og bagtaske, fandt de breve frem, der skulle afleveres og satte kursen mod køkkendøren. Han var så huskendt, at han efter et par lette bank åbnede døren og gik ind i køkkenet.
Nå, han var åbenbart kommet for tidligt. Der var ingen andre i køkkenet. Han hentede pungen og regnskabsbogen og satte sig ved køkkenbordet for at ordne regnskabet. Man kunne jo ligeså godt udnytte tiden. Om det var store eller små beløb – regnskabet skulle bare stemme, når dagen var omme. Men først fyldte han kedlen ved køkkenets håndpumpe og satte den på komfuret.
Alt skulle noteres omhyggeligt i de rigtige kolonner og rækker. Han var heldigvis god til hovedregning. Lærer Simonsen havde altid rost ham for hans talbehandling.
Han nåede en del af regnskabet, før Olga kom ind. Hun havde været i urtehaven for at så ærter og gulerødder. Tiden var løbet, og hun havde næsten glemt posten.
”Nå, der er du. Vandet har kogt 3 gange!!” sagde Ejner.
Der blev hurtigt lavet kaffe og serveret en ostemad og snakken gik. Ove kom ind fra marken, hvor han havde sået kunstgødning, men han satte pris på en god snak med Ejner. Som sædvanlig prøvede Olga at pumpe Ejner for oplysninger om naboerne. Hvem havde fået regninger? Hvem havde fået postkort, og hvad stod der i dem? Han holdt stand, hvilket hun altid blev lidt knotten over, når nu han havde fået serveret af deres bedste Havarti! De skiltes dog i fred og fordragelighed, da Ejner drog videre.
Jo, arbejdet var meget varieret. Et andet sted – hos Jenny og Henning, der havde 5 børn – skulle han aflevere pakker fra Daells Varehus. De havde bestilt via postordrekataloget, der udkom over hele landet.
Efter vægten at dømme var det vist tøj. Ejner forstod ikke, hvordan man kunne bestille tøj uden at vide om det passede. Selv gik han altid op til Rahbek i Ringsted. Så kunne man få lov at prøve, og der kunne man få en god rabat, hvis man havde et par bakker æg med.
Men tøj var da bedre end gummistøvler, der fyldte og vejede meget. Og den ældste datter voksede hurtigt. Også på fødderne, så hun skulle have nye hvert år. De var faktisk ret store! Fødderne. Når nu han tænkte efter. Hvide sko ville ikke klæde hende. Heldigvis bestilte de kun gummistøvler til den ældste af pigerne. Derfra gik de i arv til de mindre søskende, så længe støvlerne kunne hænge sammen.
Senere på dagen fik han også kaffe hos Henry og Mary. De havde en hjemmeboende datter - Rigmor - som var ved at nå alderen for pebermø. Det afholdt dem ikke fra at rose hendes dyder og evner i høje toner. Og Ejner vidste, hvor det bar hen. De spurgte ind til Elses helbred, og da han fortalte, at hun var stærk som en hest, sukkede de. Så kom Henry med den sædvanlige bemærkning: ”Ja, vi havde jo håbet, at det kunne blive dig og Rigmor”. Mary nikkede bekræftende.
”Jeg må takke nej. Jeg er godt gift”, sagde Ejner, idet han rejste sig og takkede for traktementet.
Hos Ketty og Erland i Lygtehuset i Vigersted vankede der også kaffe. Her var der ingen bagtanker – bare gæstfrihed, og en hyggelig snak. Erland og Ketty havde lune, så der blev grinet en del. Han kørte lillebil samtidig med, at han bestyrede byens forsamlingshus. Der fulgte ikke tavshedspligt med de to hverv, men Erland gjorde sig umage for ikke at hænge folk ud. En god historie var dog ikke at kimse af.
Ketty vidste ikke alt det gode, hun ville gøre for posten. Deres 10-årige søn Uffe kom hjem fra skole, og han kunne fortælle artige historier om sine klassekammerater. Han havde arvet en del af forældrenes humor. Han fortalte også levende om, hvordan de nye meget moderne lærere satte førstelærer Terchilsen på prøve. Det slog igennem, at han var meget glad for den nye skole, der lige var taget i brug.
Spætten slog på tromme, da han kørte videre.
Hos sognefogeden Karl Hansen var der en del breve fra bl.a. myndighederne, der skulle afleveres. Og da han samtidig var sygekassekasserer, var der en del indbetalinger af kontingenter. Der var nok at se til, idet han som graver ved kirken skulle modtage betaling for gravstedspasning.
Der var selvfølgelig kaffe i graverhuset også.
”Nu må du være forsigtig, når du kører med mange penge” Sognefogedskasketten var kommet på.
”Der har lige været et overfald på en landpost på Fyn. Og for nogle år siden blev en landpost dræbt. De ryggesløse har ingen skrupler.”
Ejner mente ikke, at det kunne ske i Vigersted. Den største fare for et overfald var, når han glemte, at der var en lænkehund lige indenfor porten. De løsgående hunde havde han hundekiks til.
Karl ville ikke vide sig helt sikker. Som sognefoged kendte han enkelte brodne kar.
Sidste stop på dagens rute var hos Rudolf, som boede et stykke nede af en grusvej. Rudolf var ungkarl.
Ung og ung – han var efterhånden blevet over 60 år gammel. Her glædede Ejner sig til at få en sodavand. Han havde efterhånden fået så meget kaffe, at det var ved at løbe ud af ørerne. Rudolf fik sig normalt en bajer, mens Ejner drak sin Drueta. Han drak ikke øl, når han var i tjeneste. Der var meget regnskab, der skulle ordnes, efter turen var afsluttet.
Rudolf snakkede altid meget og hurtigt. Ejner vidste, at han ingen familie havde. Han tog sig altid god tid, og han prøvede også – så godt det var muligt – at lade Rudolf høre en anden menneskelig stemme.
På vej ned af grusvejen undrede han sig. Der plejede at være mere fuglesang, men i dag var det kun kragerne, der skrattede ildevarslende. Var der et par mørke skyer på vej i horisonten?
Han parkerede cyklen, tog brevet og nærmede sig hoveddøren. Det var der, Rudolf plejede at åbne og byde velkommen. Det skete ikke i dag.
Forsigtigt bankede Ejner på døren. Ingen svarede. Han åbnede døren og kiggede ind. Der var intet tegn på liv. Der var 3 døre i gangen. Han åbnede den første, som førte ind til køkkenet. Der var sirligt rent, som altid. Men ingen Rudolf. Han åbnede døren ind til stuen. Der var helt rent og ordentligt, men ingen Rudolf.
Han åbnede den sidste dør, som førte ind til soveværelset. Her havde han aldrig været før. Dynen i sengen røbede, at der lå en person. Ejner nærmede sig, mens han kaldte på Rudolf.
Det var ham, der lå i sengen. Øjnene var lukkede. Han trak ikke vejret. Han var kold. Han var stendød. Han så fredfyldt ud.
Ejner lukkede døren og gik ind i stuen til telefonen. Han løftede røret fra gaflen, drejede håndtaget og fik forbindelse til centralen. Han fortalte bestyrerinden, hvad der var sket, og bad hende ringe videre til sognefogeden og Zonen, så Rudolf kunne komme videre. Han ventede til Zonen og sognefogeden kom.
Så startede han hjemturen. Lige uden for Vigersted på Ågerupvej ventede Marius. ”Nå, der er du. Er rugbrødsmotoren blevet lidt tam?”
Ejner fortalte, hvad han havde oplevet. Marius syntes, at det var godt, at Rudolf var blevet fundet så tidligt. Han kunne huske, at han selv engang havde fundet en eneboer, der havde ligget et stykke tid. Hvor længe vidste han ikke, men når han talte om det, kunne han genkalde sig lugten.
Det var uværdigt, at nogle mennesker var så ensomme, at ingen savnede dem, når de døde.
”Jeg kommer til at savne Rudolf. Han var et klogt og godt menneske”. Ejner kunne mærke, at det trak op i øjenkrogene.
Han besluttede sig for at komme af sted til brevsamlingsstedet. Tankerne om Rudolf fyldte så meget, at han ikke ænsede aftensangen fra de mange sangfugle, han ellers nød at lytte til ved fyraften. De sorte skyer var kommet. Det regnede – ikke voldsomt, men nok til at man blev våd.
Det blev senere end sædvanligt, før han nåede hjem til Else. Hun havde været urolig for ham, og hun kunne godt se, at noget trykkede ham. Hun vidste godt, at det ikke var vejret, der drillede. Dertil havde han meget ofte sagt: ”I regn og slud skal posten ud”.
De spiste den forlorne hare i stilhed. Else undrede sig. Han plejede altid at rose hendes aftensmad, men i dag var der noget andet, der optog hans tanker. Han så trist ud.
Hun rejste sig og lagde hånden på hans skulder. Hun spurgte, om der var noget, hun skulle vide. Han lagde hovedet mod hendes mave og fortalte stilfærdigt, hvad der var sket. Hun drejede hans ansigt og så et par tårer trille. Hun kyssede blidt hans pande og aede ham til tårerne stilnede.
Det blev en dag Ejner sent skulle glemme.
Næste morgen vågnede han atter til solsortefløjt og kakofoni. Livet gik videre, selvom manden med leen havde været på hugst.
Kilder: Uffe Larsen, Bjarne Kristensen, Peter Hansen, Kai Nielsen, Enigma - Museum for post, tele og kommunikation, Oplevelsescenter Nyvang..
