En historie om hvorledes fortidens handlinger kan påvirke vores liv i dag.

Mads og mergeldragen foregår i 1960erne. En tid med et anderledes syn på miljøet.

Mads og Mergeldragen.

På en mindre landbrugsejendom på Midtsjælland boede 10-årige Mads og hans forældre.

En sommerdag i 1961 sad Mads i det forbudte område. Hans mor havde altid sagt, at han ikke måtte gå ud til mergelgraven. Den er farlig. Der er meget koldt vand i den, og man ved aldrig, hvad der er nede i dybet.

Mads forestillede sig, at der boede en drage i graven. Mergeldragen. Med store spidse tænder. Engang for længe siden havde den gravet sig op inde fra midten af jorden. Nu gemte den sig og ventede.

Mads havde sneget sig langs det levende hegn med slåenbuske, for at moderen ikke skulle se ham. Nu sad han ved skråningen. Det var Troels, der havde fået ham med.

Troels lå allerede helt nede ved vandet. Mads kravlede forsigtigt og baglæns ned ad den stejle skråning. Baglæns, som når han skulle ned ad hønsestigen fra kornloftet. Mads lagde sig på maven, ligesom Troels havde gjort.

Troels tyssede på ham og havde hænderne lige over vandoverfladen. Små skygger bevægede sig rundt under overfladen. Hurtigt som lynet skar Troels` hånd gennem vandspejlet og skovlede en karusse op på bredden. Her sprællede den ganske heftigt, indtil Troels greb fat i den. Nu sad den uhjælpelig fast i hans hånd.

”Se, den laver kysmund! Kors, hvor ser den dum ud! Vil du prøve at holde den?”

Troels rakte fisken frem. Mads havde egentlig ikke lyst. Han havde aldrig holdt en levende fisk, og han vidste ikke, hvordan man skulle gøre. Alligevel rakte han begge hænder ud efter den lille fisk. Han lavede en skål og Troels lagde karussen i den.

Knap havde han sluppet den, før fisken sprællede voldsomt. Mads mærkede den kolde skælside mod håndfladen. Det var ikke spor rart, så han smed fisken ned på jorden, hvorefter den med voldsomme slag med halen plaskede ned i sit rette element og forsvandt.

”Hvad er det der?” Troels pegede over på den anden side af vandhullet.

Ned i dybet kunne man ane en skygge. På vandoverfladen blandede forskellige farver sig i pytter. Små bobler brød op fra dybet. Jo mere man kiggede, jo større voksede skyggen sig.

Mads kunne mærke sit blod fryse til is. ”Det – det – det ”..Han stammede af skræk. I panisk angst fedtede han op ad kanten, gled lidt, rullede rundt, sparkede fra.

Endelig var han oppe og benede hjemad, mens hulk og tårer blandede sig med snottet, der stod i guirlander fra hans næse.

Mergeldragen havde haft sin voldsomme effekt på en lille dreng, der havde været på forbudte veje.

Troels trak på skuldrene og gik hjemad. Hvad gik der af den lille skiderik? Nå, der var heldigvis andre, man kunne fordrive kedsomheden sammen med.

Mads gemte sig på høloftet resten af eftermiddagen. Først da det mørknede, gik han ind til aftensmaden.

Da mor spurgte, hvad han havde lavet sammen med Troels, svarede han blot, at de havde været i marken.

Den aften gik der lang tid, før han faldt i søvn. Tankerne om dragen krøllede hans hjerne sammen. I tomrummet mellem vågenhed og søvn opstod der farlige billeder. Mads kunne mærke dragens tænder bide sig fast i hans ben, og han mærkede vandet lukke sig over hans hoved. Han forsøgte at skrige, men skriget kunne ikke slippe ud af vandet.

”Mads! Mads!! Mads!!! Vågn op!”

Moderens stemme trak ham op fra dybet og gjorde en ende på mergeldragens bid. ”Hvad drømmer du Mads?”.

Hikstende og stammende fortalte Mads om Mergeldragen og om sine oplevelser om eftermiddagen på det forbudte sted.

Til hans store forbavselse blev moderen ikke vred. Hun strøg ham blidt over håret og krammede ham, indtil dæmonerne var væk, og han faldt i en dyb, tryg søvn.

Faderen spurgte søvnigt sin kone, hvad der var los, da hun vendte tilbage til soveværelset. Hun fortalte om Mads og Mergeldragen. Han smålo lidt og sagde så, at det nok var den gamle Ferguson, Mads havde set. For nogle år siden var den blevet kørt ned i hullet. Der var jo masser af plads.

Moderen syntes, det var på tide at få dækket det til. Hun var nervøs for, hvad der kunne ske. Man havde før hørt om børn, der druknede i vandhullerne. Næste morgen tog faderen en tur rundt til de nærmeste omkringboende. For at opretholde det gode naboskab fik de alle tilbuddet om at slippe af med gammelt ragelse, som havde hobet sig op. Adskillige vognlæs blev samlet sammen. Der var mange artige sager. Halvtomme malerspande med maling, der var for gammel, olietønder med ganske få olierester, gamle dæk til traktor og bil, bøtter med sprøjterester, eternittag, der var skiftet ud, gamle cykler, kemikalier, tjærerester, en del defekte kviksølvtermometre og en enkelt Fiat 600.

Mads var med, da bombardementet af mergeldragen blev udført. Far havde ment, at det ville være godt for ham. Med sammenbidte tænder kastede Mads det ene skyts efter det andet i dybet.

Da hullet næsten var fyldt op, lånte far en stor gravemaskine og sørgede for, at der kom et tykt lag jord på det hele.

”Så, min dreng. Nu kan der ikke ske noget. Mergeldragen er død sammen med alt det andet skidt. Nu er det væk og kan ingen skade gøre.” Mads stolede på sin far og sov godt om natten. Til sin kone sagde faderen om aftenen: ”Så får Mads ikke mareridt mere. Ude af øje – ude af sind.”

Mange år senere – mens en svensk teenager og mange andre gode mennesker- hånligt kaldet klimatosser - prøvede at råbe verden op – måtte et barnebarn til Mads erkende, at Mergeldragen var blevet vakt til live og havde gravet sig vej til en vandboring, som måtte lukkes for almenvellets skyld. Det resulterede vist nok i et mareridt eller to.

Facts om mergelgrave.

I midten af 1800-tallet vandt en ny dyrkningsmetode indpas i Danmark. Den stammede fra det frodige Holsten. Den gik ud på at grave ned til mergellaget, et lerlag som indeholder en masse kalk – nøglen til pengeskabet. Der skete en produktionsstigning.

Mergelen blev gravet op af hullerne efter høst og spredt på marken. Frosten gjorde klumperne porøse og lette at smuldre. Dette skete så om foråret, hvor man harvede mergel ned i det øverste jordlag. Kalken i mergelen har den kemiske effekt, at den frigiver gødning, som er bundet i jorden.

Tricket bliver ikke ved med at virke, idet den frigivne gødning ikke bare vender tilbage igen. Mergelen forsvinder også og har ingen effekt, når der spredes ny gødning. Derfor opstod et ordsprog:

"Faderen gøder men sønnen sulter". Faderen bliver rig, men sønnen fattig.

De første mergelgravere var fra Holsten, men de lærte villigt fra sig. Snart kunne danskerne selv.

Rundt omkring i det danske landskab ligger der masser af mergelgrave. Nu som små idylliske vandhuller, ofte med en lille lund omkring og med foderautomater til vildtet. I omegnen af Vigersted kan man på markerne se mindst 10.

Tusindvis af mergelgrave er blevet sløjfet – mange i 1950erne og 60erne. Her blev de fyldt op – nogle af dem på en måde vi i dag ville kalde dårlig stil. Det var før genbrugspladsen og miljøministeriet. Geologer skønner, at der i hele Danmark findes 100.000 arealer af varierende størrelse, som er blevet fyldt op. Det gælder mergelgrave, tørvegrave og grusgrave.

Fyldet spænder fra harmløst husholdningsaffald til tungmetaller og kemikalierester. Det kunne f.eks være Dichlorprop.

I perioden 1963 til 2000 var Dichlorprop det mest anvendte aktivstof med et samlet forbrug på 29.000 ton – nu er stoffet ikke længere tilladt i Danmark. Stoffet holder bestemte ukrudtsplanter nede, men virker også på dyrs og menneskers nervesystem.

I  store mængder er det dødeligt.

Nogle gange lykkes det at lokalisere en opfyldning og at få renset op.

I Kværkeby Fuglereservat foretog Gunnar Goddik egenhændigt en oprensning af vandhullerne i 70erne og 80erne. 18 tons affald fjernede han.

Kommentarer

En god, men alvorlig beretning