Følgende episode kan have udspillet sig i 1844.

Jens Andersen rettede sin værkende ryg og kiggede skævt op mod kirketårnet. Hvornår begyndte de at ringe solen ned? Aftalen var, at han skulle arbejde med dræningsgrøften, så længe det var dag. Klokkeklangen skulle varsle, at det var tid at gå hjem og få sin velfortjente aftensmad. Han var såmænd glad nok for arbejdet. Det gav brød på bordet, og den skilling, han tjente her, foruden de almisser, han og familien fik for at have de to gamle almisselemmer boende, gav et pænt udkomme. Ane og Mads havde mistet alt, og deres eneste søn var død tidligt. De var begge slidt op og kunne ikke døje ret meget arbejde. De hjalp til med dyrene og madlavningen så godt de kunne. Jenses egne 3 børn – Hans, Anders og den lille Karen – gjorde også, hvad de kunne i det lille husmandsbrug. Og hans kone Margrethe var et arbejdsjern. De levede såmænd meget godt i Tiendeladen. Om sommeren var der dejligt køligt, og om vinteren var der dejligt varmt. Murene var tykke, og man behøvede ikke at tænde ovnen særlig tit. Pladsen var lidt trang for 7 mennesker, men det gik da.

 Jens havde været alene i dag. Lars Hansen skulle have været med, men han var ikke kommet. Det kunne ellers have været rart at være to. Den store sten havde voldt nogle vanskeligheder, men op kom den da.

 Endelig! Nu fik klokkeren taget sig sammen. Jens smed skovlen og spaden op i børen og begyndt turen hjemad mod kirken. På afstand kunne han se en skikkelse stå ved boligen. Han stod lænet op ad den tykke væg. Præsten! Det varslede ikke godt. Han var såmænd fremkommelig nok, og man kunne da også holde sig vågen til prædikenerne, men Jens forbandt altid præstens besøg med dårlige nyheder. Som da hans far døde og moderen tog livet af sig. Og som da Margrethe mistede den lille. Da var præsten kommet ud i marken og havde fortalt ham det.

 Nu stod han der igen. Bare der ikke var sket noget med…. Jens blev allerede sort indeni.

 ”Guds fred og godaften Jens Andersen. Jeg har dårlige nyheder til dig.” Så var der altså sket noget!

”Er der sket noget med Margrethe?” spurgte Jens. Hans stemme lød ikke som den plejede.

”Nej, ikke med Margrethe og heller ikke de små. Nej, det er Lars Hansen. Han gik ud i morges for at malke og fodre og han kom ikke ind igen. Da Marie kom ud for at se efter ham, lå han der og kunne ikke røre sig.”

 ”Er det bommesien, der har slået ham?” spurgte Jens.

”Det mente dyrlægen, og der var ikke noget at gøre. Han har forladt denne verden.” Præsten rystede trist på hovedet.

 ”Det skete i morges. Og Lars skulle have været med mig i drænet. Med forlov – hvorfor har præsten ikke sendt nogen ud for at underrette mig?”

Jens mærkede en vrede. Præsten vidste udmærket, at han og Lars var venner.

 ”Nu var aftalen, at du skulle arbejde til solen blev ringet ned. Og du er jo en mand, der er kendt for at holde sit ord. Det rygte ville jeg ikke spolere.” Var der en undertone af hvashed? Præsten havde ry for ikke at kunne lide kritik.

Jens stod lidt i tavshed.

Præsten ligeså. Med rynkede bryn. Så glattedes hans ansigt og med mild stemme fortsatte han: ”Jeg vil nu spørge dig, Jens Andersen, om det kunne tænkes, at du kunne tage Marie Lars Hansens og hendes to børn i huset? Bare så de har et sted at bo. Du ved jo, at der nok skal komme ekstra hjælp fra sognet. Folk i Vigersted er flinke til at leve op til deres forpligtelser. Der skal nok komme både korn og kød. Og frugt. Og der skal nok også komme en skilling fra kirken i den anledning. Og du var jo ven med Lars Hansen.”

Jens Andersen var målløs. Lars var knap nok blevet kold endnu, endsige kommet i jorden. Og det sagde han.

 ”Så, så, Jens Andersen. Du ved godt, at Bruun de Neergård gerne ser, at driften på gårdene kører uafbrudt. Han kalder det rettidig omhu, og jeg er enig med ham. Vi ved også, at du er en retskaffen mand, der aldrig ville udnytte en stakkels enke. Ikke som visse andre.” Præsten fandt den overtalende tone frem.

Jens tænkte, så det knagede. Det var rigtigt, at der kunne nævnes nogle, som ville udnytte situationen. Og Marie og Margrethe talte altid godt sammen. Men pladsen! 10 mennesker i huset! Hvad ville Margrethe sige? Han kløede sig i nakken og så ned i jorden. Da han så op igen, stod Margrethe på trappestenen. Hun kiggede på ham og nikkede umærkeligt. Hun vidste godt, at præsten kiggede med, men hun og Jens havde deres eget sprog. Og præsten skulle helst ikke tro… Han syntes, at kvinder skulle tie.

 I Jens Andersens hoved formede der sig en ide.

”Så siger vi det. Jeg går over og hjælper Marie med at malke og fodre. Når jeg så kommer tilbage, vil jeg gerne have, at præsten giver mig et brev, hvor der står, hvor meget vi får for den tjeneste. Så kan vi se på det og skrive under, hvis vi er enige.”

Det gibbede lidt i præsten. ”Der bør dog ikke være papir på barmhjertighedsgerninger. Det er vel en kristen pligt, at hjælpe sine medmennesker? Tvivler du på præstens ord.?”

Jens kiggede på præsten. ”Jeg kender præsten som en ordholdende mand. Men han har samme alder som Lars Hansen. Bommesislaget ser ikke på standen. Og tænk, hvis der kom en mand i præstens sted, der ikke var ligeså ordholdende. Hvad var det for ord præsten brugte før? Rettidig omhu?”

Præstens blik flakkede. Margrethe smilede skævt. Jens rankede ryggen og gik med faste skridt ned mod Lars Hansens sted. Han gik med samvittighed og ære. Om end pladsen ville blive trang.

bommesislag substantiv, intetkøn

Bøjning -et, -, -ene

Udtale [bɔməˈsiˌslɑw] 

eller [-ˌslæˀj] 

Oprindelse oprindelig slangpræget omdannelse af poppelsislag, hvis første led er en forvanskning af apopleksi

Vigersted Tiendelade.

Tiendeladen er fra 1500 tallet og er fredet. Murene er næsten en meter tykke. Det er Vigersteds næstældste bygning.

Alle kirker i landet havde tidligere en tiendelade. Nu er der ca.30 tilbage og Vigersteds udgave en temmelig unik, idet den er forholdsvis lille og er et fint eksempel på middelalderarkitektur. Porten ved siden af er fra samme tid.

Tiende blev delt i 3 portioner. 1/3 til vedligehold af kirkebygninger, kirkens drift og fattighjælp, 1/3 til præsten og 1/3 til bispen. Der var også tiende på kvæghold og fiskeri, men korntienden var den vigtigste.

Nogle steder blev skatten opkrævet i kærven. Det vil sige, at når kornet var høstet og sat i hove, så skulle vurderingsmanden ud og tælle op. Det kunne godt trække ud, før han kom forbi. I mellemtiden kunne kornet blive udsat for dårligt vejr, og så tabte alle på det.

Andre steder opkrævede man i skæppen, og det betød, at kornet skulle tærskes først, inden det blev fordelt. Det var selvfølgelig en stor fordel for bønderne. De kunne få høsten i hus, og samtidig behøvede kirken ikke at ansætte tærskere.

Efter reformationen i 1536 overgik bispetiende til kongen. Adelen slap nu helt for at betale tiende. Kongen satte sine tiendeskatter til salg, og adelmændene havde kronede dage.

I forbindelse med landboreformerne ændrede tiendet struktur, således at det blev en fast afgift. Derved var der større ansporelse til at forbedre produktionen, idet overskuddet forblev på bøndernes hænder.

Tiendeladen i Vigersted blev i starten benyttet som opbevaring for kirketiende.

Efter reformationen overtog herremændene retten til at modtage tiende og dermed også kirkeladerne.

Svenstrup fæstede Tiendeladen væk til husmænd.I 1640 skrives det i Ringsted Herreds Tingbog at kirkeladen blev beboet af en husmand, som ulovligt havde indrettet en svinesti på kirkegården.

I 17- og 1800 tallet har den været brugt som beboelseshus.

En folketælling fra 1845 angiver at Jens Andersen – husmand og arbejdsmand – hans kone og 3 børn boede i huset.

Derudover boede 3 almisselemmer – et ægtepar og en enke, samt enkens 2 børn i huset. I alt 10 mennesker. Men da var laden lidt større.

I 1913 solgtes huset til Nationalmuseet.

I 1950erne beboer Carl Bruun huset. Han var en meget ferm håndværker, der bl.a. underviste i træsløjd i forsamlingshuset. Carl Bruun havde byens første fjernsyn, som mange beboere kom forbi for at kigge på.

I 1995 overtog menighedsrådet tiendeladen fra Miljøministeriet, og i dag er der indrettet graverkontor.